Panserstyrkernes udvikling under den kolde krig

Krigsarven

Som en klodset sidenote fra 1.verdenskrig, udviklet til at bryde den fastlåste stillingskrig, rullede panservåbenet ind i anden verdenskrig i 1939 som en relativt uprøvet våbenart. Dens implementering var meget forskellig iblandt de krigsførende lande, men de tyske blitzkrieg felttog viste tidligt hvad koncentrerede panserenheder i samspil med flystøtte kunne opnå.

Seks år senere havde panservåbenet undergået en monumental teknologisk og taktisk udvikling. Og ved brændpunkter som Hannut, Brody, El Alamein, Kursk, Ardennerne og Berlin havde kampvognen, med dens mobilitet og slagkraft, forlængst cementeret sin taktiske betydning der ændrede principperne for landkrigsførelse, og blev udslagsgivende for krigsudfaldet i Europa.

Blandt nationerne til at drage blodige erfaringer heraf var Sovjetunionen, der ovenpå massive materielle og menneskelige omkostninger, kom ud af krigen som den materielt overlegne og pansertaktisk mest erfarne af sejrherrerne. Og som her underbyggede sine principper for en kommende afvikling af landkrigs konflikter med massive panserstyrker og mobiliseret mekanisk infanteri.

Panserstyrker som en strategisk faktor

Det var dog først med krigens afslutning og den kolde krigs påbegyndelse, at pansrede enheder blev tilføjet den afgørende strategiske dimension, til deres allerede anerkendte taktiske rolle.

Linjerne imellem Øst- og Vestblokkens militære aktiver var intetsteds trukket skarpere op end i Europa. Kontinentet blev arnestedet for gnidninger imellem de modsatrettede ideologier og samfundsmodeller, og husede desuden blokkenes langstrakte fysiske grænseområder.

Nordeuropas geografi gjorde her truslen for en direkte landkrig reel, efterhånden som parterne bevægede sig væk fra principperne om de ultimative, atomare dommedagsscenarier, og skelede tilbage til mere konventionelle kampformer.

Det var derfor især i europæisk sammenhæng, iblandt de militære planlæggere i den vestlige forsvarspolitiske og militære alliance NATO (North Atlantic Treaty Organisation) og siden indenfor Warszawapagten (WAPA), socialistlandenes pedant hertil, at kampvognen og den pansrede krigsførelse i talstærke, hurtige og uafhængige mekaniserede enheder blev anset som en primær trussel indenfor blokkenes eskalationstrin, samt en krigsvindende faktor i den forestående semikonventionelle landkrig i Europa.

Panserstyrkeforholdet forblev en konkret militær magtfaktor i Europa og en vigtig brik i retorikken blokkene imellem helt frem til den kolde krigs afslutning. Våbenarten blev som resultat heraf genstand for en massiv organisering og strategisk som taktisk planlægning fra begge sider. Dertil kom en storstilet indøvelse af de forventede kampscenarier, der især i WAPA landenes offensivt anlagte planer, i afgørende grad indbefattede Danmark og Skandinavien som udsete slagmarker i de kommende frontafsnit.

Den teknologiske udvikling

Vestens materielle fokus lå generelt set på de kvalitative og østblokkens på de kvantitative fordele, en prioritering der udsprang direkte af de respektive forsvarsalliancers militære doktriner og deres tilgængelige ressourcer, og som kunne ses indenfor alle våbenarter. I årtierne efter verdenskrigen og frem til østblokkens opløsning i 1991, forblev denne ”mængde kontra kvalitet” en af de principielle militære magtbalancer i våbenkapløbet, og blev lige så vigtigt at estimere og opretholde, som de politiske overvejelser og beslutninger den kunne have en direkte indflydelse på.

Også vilkårene for krigsførelsen/kamphandlingerne havde ændret sig radikalt siden verdenskrigen.

Tilgangen og raffineringen af nye våbenarter som helikopter- og missilteknologien, foruden den fremherskende udsigt til en storstilet, taktisk anvendelse af atomare, biologiske og kemiske (ABC) våben på slagmarken gjorde, at de etablerede pansrede og mekaniserede platforme blev revideret og andre ofte nyudviklet, for at kunne tilpasse sig de forventede apokalyptiske forhold der ville herske under den kommende storkrig.

Koldkrigsperiodens militærteknologiske udvikling bød i denne sammenhæng på tilgangen af adskillige specialiserede køretøjer, der var skelsættende også for vores moderne krigsførelse i dag, men markerede samtidig udfasningen af andre, velfungerende våbentyper, der ikke længere var egnede til de nye konfliktscenarier.

Også her indlod de opponerende militære parter sig på et teknologisk kapløb, med hurtig, materiel udvikling, og våbensystemers hyppige datering allerede i forbindelse med deres introduktion.

Panser som instrument for statsautoriseret vold

Med til historien om WAPAs panserenheder hører også kapitlet om panserstyrkernes funktion som et militært nøgleinstrument for socialiststaternes ideologiske afretning af deres civilborgere, som set internt indenfor østblokkens rammer.

Hos de kommunistisk-socialistiske stater i østblokken var den primære drivkraft og magtfaktor Sovjetunionen, og fra Kremls side ville man gå langt for at den sovjetiske interessesfære skulle fremstå som ét synkroniseret, socialistisk paradis af ubetinget ideologisk samhørighed.

Sovjets politiske, økonomiske, og med Warszawapagtens oprettelse i 1956, militære direktiver var dog langtfra altid velsete iblandt de syv andre medlemsstater, der skulle implementere dem hos skeptiske baglande, ofte med fatale følger for deres skrantende hjemmeøkonomier.

Pansrede og mekaniserede enheder var således også centrale redskaber for nedkæmpelsen af de folkelige oprør i Central- og Østeuropa. De større mellemstatslige suverænitetsbrud, som f.eks. Sovjetunionens blodige udrensning af det Ungarske opstand i okt-nov 1956, og ”broderlandenes” intervention i Czekoslovakiet, efter at staten havde søgt at bryde med WAPA og Sovjetkursen, ovenpå Prag foråret i august 1968.

Men også som statsautoriserede voldsinstrumenter til intern bekæmpelse af egne landsmænd, under de snesevise af lokalopstande og strejker i de enkelte WAPA medlemsstater, når socialismens trygge men autoritære rammer strammede, og de uindfriede løfter og stedse svære kår blev for meget for befolkningen.